onsdag den 25. februar 2009

Et helt læs møg!!!!!!!!

En hel trailerfuld af halmrig hestemøg. Og kun til mig. Ih hvor heldig har man lov at være :-)

Det skal selvfølgeligt hverken nydes i stuen eller i soveværelset, men derimod i haven. Planen er at en del af det skal i kartoffelbedet så snart dette er gravet, mens resten skal komposteres og tilsættes bedende som jeg får dem gravet.

Hvor er det altså spændende! Og så siger folk at diamanter er en piges bedste ven. Ej pjat, men lige nu ved jeg dog godt hvad jeg sætter pris på.

mandag den 23. februar 2009

En åbenbaring!

Intet mindre. Jeg vidste det ville bringe held at forspire kartofler på trappeopsatsen.
I går, mens jeg troligt lå i min seng og forsøgte at sove kom det til mig. Sådan skal min køkkenhave se ud!

Jeg vil have 4 store bede, hver på 120cm x 600cm
I det ene skal der være kartofler, tidlige i den ene del, og sene i den anden.
De tidlige skal have squash, græskar og majs som efterafgrøde, de sene skal have hestebønner som mellemafgrøde.

Det bed vil jeg starte med at grave, da de tidlige kartofler gerne snart vil i jorden, gad vide om jorden stadig er frosset?

I det andet bed skal der være kål i den ene halvdel, og salat og andet godt i den anden.

Det 3. løg og porre og rodfrugter i den anden ende

Og det sidste? Lur mig om jeg ikke finde på noget;-)

På denne måde kan jeg nemlig have sædskifte. Og det passer perfekt med at kartofler ikke behøver mere end 4 år imellem, mens kål vil have over 6 år. På den måde har jeg 4 lodder til kartofler(jeg synes ikke de tidlige tæller så meget, de er så kort tid i jorden) og 8 lodder til kål.

Perfekt! Nu skal de bare graves. Det er meget fristende at gå ud og prøve om man kan komme i jorden. Men først skal der jo måles ud.

lørdag den 21. februar 2009

Frøene er sået!

Og terningerne er kastet...

Følgende sorter blev sået, denne lørdag den 21. februar, mens sneen faldt og Yoda lå under bordet i kælderen og surmulede fordi det var keeedeligt.
(Iøvrigt har en af mine bedste veninder fødselsdag i dag, tillykke!.).

Chili: Capsicum annuum, Capsicum baccatum, Capsicum chinense

Aji Cristal Blanco
Aji Lemon
Anaheim
Black Hungarian
Aji Dulce.

Den sidste hedder Aji, men den ligner en Habanero på billedet og er af arten chinense, tror denne skulle have heddet Habanero Dulce. Som tidligere nævnt elsker jeg smagen af Habanero, men hader smerten ved at spise dem, så jeg krydser fingre for at det er den sort jeg tror det er.

Samtidigt såede jeg to salgs søde peber. Jeg havde nær sagt røde peber, men faktisk er den ene som navnet antyder LILLA! Hold kæft det blir kewl at servere. He he he.
Og derudover en lille bananpaprika som skulle være særdeles hårdfør. Jeg har sået rigeligt af disse og håber de spirer så jeg kan forsøge mig med dem udenfor.

Purple Beauty
Lipstick

Derudover har jeg sået to sorter basilikum:
Red Rubin
Lemon

Jeg går ud fra at jeg bare køber en potte almindelig basilikum og planter ud hvis det skulle blive nødvendigt.

.... Og nå ja, en potte artiskokker. Red globe. Jeg drømmer om flotte skokker og også lidt til at smage. Ved lige hvor de skal stå.

fredag den 20. februar 2009

Klar parat:




Øver mig lige liidt mere i det med billeder, det er vidst ikke min stærke side.
Men her kan man i det mindste se hvad jeg skal lave i morgen, oh yeah, med dem her og mine 10kg såmuld i kælderen.

Det blir godt, som vi siger i Jylland!




Have shopping





I dag tog jeg et ordentligt nap!
10 kg pindstrup så og priklemuld blev indkøbt i A-Z. Samtidigt købte mig og mine forældre 5 kg sættekartofler af sorten Hamlet. Den har jeg rigtig god erfaring med da den er TIDLIG. Knap var jeg kommet ind af døren før jeg fandt en kasse frem, og så blev de lagt ud i så tyndt et lag som muligt og placeret det mest logiske sted, på første sal, under loftvinduet. Det er måske mest mig der synes det er logisk, men det er det køligste sted i huset, som samtidigt er lyst. Billedet er taget med min Sony Ericsson C702 kamera telefon, det er da faktisk rimeligt godt hva? Og så er der jo næsten altid strøm på min mobil, i modsætning til mit kamera som er model stenalder og iøvrigt ligger hjemme på mit gamle værelse hos mine forældre.



Jeg modtager iøvrigt gerne bud på hvor mange gange jeg kommer til at falde over kassen de står i, inden kartoflerne kan komme i jorden i midten af April... Anyone?

Tre hyacinther for en rund 10krone(eller som i dette tilfælde en lommefuld lige så runde småpenge) er ikke til at stå for. Og når det iøvrigt var de røde Jan Bos eller Woodstock hvis ikke jeg tager meget fejl, som jeg også har sat nogen af ude i have i efteråret, ja så kunne jeg ikke modstå. Og når man planter hyacinther i februar tiltrækker det mariehøns, se bare de to kæmper på vej op i skålen







Derudover så købte jeg en pose sorte, indtørrede gnallinger, som ifølge beskrivelsen skulle kunne blive til smukke franske anemoner... Et godt råd er at lade dem stå i vand i 24 timer inden man lægger dem i muldjord. Nu må vi se. Posen kostede kun 10 kroner, meeen seriøst, de ligner noget der er kommet ud af den mindre pæne ende på en ged.

onsdag den 18. februar 2009

Det kribler i fingrene!

I morgen bliver det højst sandsynligt at jeg endelig får fat i noget såjord. Mmmm. Og fredag har jeg masser af tid til at så de små venner.

Jeg har næsten sprængt mit meget spændte budget med at købe frø, og allerede, inden jeg har sået et eneste, kribler det efter at købe de sidste frø jeg har planlagt. Disse er fra Runåbergs i Sverige, som har et stort udvalg af gamle sorter, både ikke og økologiske. Og endnu en gang har jeg en rimelig lang liste. Hmmm.

Det der bekymrer mig er, at jeg endnu ikke har et eneste bed i egen have til grøntsager. Tilgengæld har jeg mine forældres have hvor jeg er velkommen til at plante det jeg ikke selv kan. På den anden side ved jeg at jeg vil få lavet noget have i år, og selvom det mest blir til kartofler og andet som for alvor kan vende jorden, må der vel for pokker kunne blive plads til lidt porrer, salat, kål og løg. Og ærter! Jeg har lovet Mette ærter! Og majs. Til mig selv, som kogte majskolber uhm. Det må være i år de lykkes for mig.
Problemet er at når jeg ser billeder af de lækre grøntsager kan jeg næsten smage dem. Og så er det svært ikke at putte dem i kurven.
Heldigvis har Runåberg ikke flotte billeder, men desværre mindst ligeså lækre beskrivelser.

tirsdag den 17. februar 2009

Jeg er en hund efter sne!

Kære alle trofaste fans, det er mig Yoda der skriver. I går da min ejer og jeg skulle ud og tisse, var hele jorden dækket af noget hvidt noget! Uh jeg elskeer det hvide, det er så sjovt. Jeg løber i det, graver i det, og min fodbold er ekstra sjov at lege med fordi den er meget nemmere at bide i når det hvis holder fast i den.
Det eneste der er træls er når min ejer smider min mad ud i det hvide. Jeg elsker ellers at bruge min næse for at finde min mad. Men det hvide sætter sig fast på min næse og så kan jeg ikke dufte andet end koldt! Æv.

I aften fik jeg min kong fyldt med noget Johanne kalder gedeost. Uhm det var godt. Hun sagde det var ved at blive for gammelt, men regnede med at jeg nok var ligeglad. Og det havde hun ret i, det smagte pragtfuldt. Det lignede det hvis ude i haven, men var meget varmere og mere klistret. Iøvrigt er det sjovt at det hvide ude fra haven forsvinder når jeg tager det med indenfor. I stedet bliver der noget vådt tilbage. Jeg har ikke helt regnet det hvide ud endnu, men jeg er en klog hund, så det kommer.

Iøvrigt vil jeg lige fortælle at jeg har været på tur til Århus med min morfar Kaj. Kaj er min bedste ven, han ved lige hvad en hund har godt af. Det var meningen at kaj skulle sætte mig af i min mors hus, men han havde glemt nøglen og så sagde han pyt Yoda, så kører vi til Århus. Vi havde en fin dag!
Først stoppede vi i Haverslev for at få en skål vand og lidt at spise. Kaj havde taget hundemad med til mig, men jeg havde faktisk mere lyst til sådan en ristet pølse som kaj fik, så det endte det med.
Og bagefter holdt vi ved Gudenå cafeteriaet, hvor vi fik spegepølsemadder og kaffe. Her holdt jeg mig dog til vand.

Så kom vi til Århus hvor vi gik tur på havnen, og jeg passede på min onkel Kristians kæreste Mette mens hun var nede og vaske tøj og Kaj og Kristian var i Ikea. Og så gik vi også en tur.

Så hentede vi Johanne på stationen i Århus, og Kaj fortalte om vores dag sammen. Jeg elsker ham Kaj. Han siger vi skal en tur til Sverige næste gang, så skal jeg nok have mit hundepas med.

Chiltern seeds!

Overfor de faste læsere af min blog(du ved hvem du er) vil jeg gerne undskylde jeg ikke har været ved tasterne. Jeg har været en lille uge i Taastrup, langt væk fra hund og hus men med den dejligste kæreste i verden. Og da jeg kom hjem var jeg helt klar på at nu skulle der sås. Frøene fra Chiltern seeds er også kommet og blev hentet på posthuset i går. Men jeg har ikke sået et eneste frø endnu af den simple grund at jeg ikke kan finde noget så og priklejord i forretningerne! Æv altså, mega krise for humøret. Er jeg virkelig den eneste der har fundet på at så frø vinterferien?

Så og priklejord ER det bedste at så i, er der gødning i jorden, som i normal pottemuld, svides frøene og de små planter dør. Visse frø klarer det eftersigende udemærket, f.eks. løg og porrer. Men mine små chilier og peber, nej det tør jeg ikke risikere. Jeg må prøve at iværksætte en ekspedition til Bauhaus eller AZ i Hjørring.

Og den ene af de små orkideer jeg plantede om i forrige uge ser skrækkelig ud. Jeg ved ikke om det var omplantningen, eller placeringen i vindueskarmen der gjorde det, den ser, ja, grillet ud. Stakkels ven. Jeg tror ikke den klarer det, så er det lidt træls at have en der bliver alene tilbage. Ud ryger den nu ikke, og heller ikke den lille grilkylling. Nu prøver jeg lige at holde dem mørkt og lidt fugtigt.

Jeg har "lånt" en af min mors orkideer, en rigtig flot bastard orkide, som jeg kalder dem der hører til gruppen cambria. Den skal jeg have plantet om og muligvis delt, hvis jeg finder ud af hvordan man gør.

Yoda var ude og lege i sneen i dag, han var SÅ yndig, det store skrummel med sne på næsen. Jeg vil investere i et kamera når jeg får råd. Jeg føler mig meget handicappet uden et må jeg indrømme.

mandag den 9. februar 2009

Kompost må der til!

Så i går fik jeg lidt af den dårlige samvittighed af vejen ved at starte så småt på en ny kompostbunke. Jeg er blevet lovet en trailerfuld hestemøg, så der er rigeligt til både kompost og drivhus. Senere på året skal jeg jo grave bede til grøntsager, gad vide hvor meget kagebestikkelse min far og kære svigerinde skal have for at være dem der graver og mig den der siger hvor?

Jeg har fundet ud af, at det jeg har allermest glæde af, er frugt. Frugt til smoothies og til at putte i kager, tærter og muffins. Og man kan jo købe dem i både netto og fakta. De er billige, og fuldstændig smagløse! No way Jose, så vil jeg da hellere selv se om jeg ikke kan dyrke lidt kvaliware. Jeg skal bare liiige rundt og låne lidt planter.

Så kom de!

Jaeh!!! Endelig var bid i postkassen. Frøene fra Bjarnes frø og planter. Pakket så fint ind i små plastik poser og med et fint billede af sorten. I weekenden holder jeg put-i-hul fest i Thorshøj for mig og de første af de små frø. Det er ikke for tidligt at så chilierne og peberfrugterne for de skal vokse lææænge for at blive til noget.'
Og lige efter blir det tomaterne og auberginen, når den en dag dukker op fra Chiltern Seeds.

Nu må vi se om jeg kan nænne ikke at så dem allesammen, jeg har altid så ondt af dem som ikke kommer i jorden. Men har jeg brug for 200 chili og tomat planter? Jeg tror det ikke og de KAN jo gemmes til næste sæson.

Den eneste jeg ikke har fået fat i er chilien Jamaican Bell. Det irriterer mig lidt, da den så rigtigt sjov ud og har hørt den smager godt. Jeg afholdt mig fra at prøve Peter Penis Pepper som ligner... Nå ja den ligner en diller. Den kan såmænd smage nok så godt, hvem har lyst til at putte sådan en i maden? Måske næste år. Det kunne være ret sjovt at forære sådan en til hver af mændene i familien.

Iøvrigt; hvorfor har jeg købt 3 slags bøf tomater? En "sort", en grøn og en rød og grøn? Og kun en slags "almindelig" tomat hvis man kan kalde den sortbrune black prince det. Derudover har jeg 3 slags cherry og en grøn pølsetomat.

Men det er jo ikke til at stå for de beskrivelser!
Jeg må snart låne et kamera, så jeg kan forevige de små mirakler.

søndag den 8. februar 2009

Kom nu frø!!

Sikke en fantastisk dejlig weekend! I sidste uge scorede min far 4 velvoksne buske, af den slags som desværre ikke kan andet end se godt ud. Men med 1000m2 have, så skal man også unde sig selv den slags. Nu skal de bare ha lov og stå og gøre præcis det de næste mange år. Jeg er bare spændt på at se hvilken farve rhodendendron.. bla...(hvem filan gav den det navn?) busken har når den blomstrer. Imens jeg var i Hjørring i går for at købe en hue gravede min kære far, og ligeså kære hund dem ned. Tusind tak, nu ligner det meget mere en rigtig have. De er virkeligt virkeligt flotte! Tænk at de skulle ha været på lossepladsen.
Yoda gør af dem. Han kan ikke forstå at de bare er kommet snigende. Måske er han ikke så kvik igen?

Mit store flotte kastanjetræ volder mig ENORMT mange bekymringer. Det er så fantastisk at ligge om morgenen og se lysets spil i grenene mens jeg ligger i mit soveværelse på første sal. Men jeg frygter når der kommer blade på. Så blir der ikke meget sjov ved den køkkenhave jeg planlægger. Træet vil tage alt lyset, og grøntsager skal have masser af lys. Så jeg mangler en fyr med en stor sav og selvmorderiske tendenser til at kravle op i træet og skære det ned. Jeg kunne sagtens selv kravle derop, men jeg er så klodset at jeg nok ville ende med at beskære mig selv.

Kom nu små frø! Jeg trænger til at åbne et brev fyldt med små fine pakker, og ligge dem op efter hvornår de skal i jorden. Jeg har kun de 15 pakker fra de sidste par, nogen er out of date og skal smides ud. Salat holder f.eks. kun en sæson. Men de lillerøde rosenkål skulle have masser af saft og kraft endnu. I går var jeg også i Bauhaus. Min kære familie har tillagt sig en speciel måde at sige "kom" på når jeg er i havecentre. Lidt det samme tonefald som jeg bruger når Yoda har sat sig for at snuse til hver busk og hækplante i Thorshøj. Det gør jeg da trods alt ikke! Men er det for meget for langt at man gerne lige vil tjekke priserne, udvalget, navnene på det man ikke kender og om der er kommet nogle nyheder hos Weilbulls?
"Kom"....

Jeg har plantet orkideer om, og forhåbentlig slået de uldlus der var begyndt at kolonisere et par af dem ihjel. Rødderne var temmeligt rådne, men bladende ser fine ud. Jeg håber de klarer den. Og så har jeg anskaffet mig noget gødning. Jeg er lidt træt af nogen af de orkideer jeg har, på grund af de farverne. Men i det mindste blomstrer de ikke for tiden he he. Jeg er ikke så god til at få dem til at blomstre, men jeg har en cambria hybrid som godt kunne finde på det tror jeg.

Kom nu frø! Tror jeg går ud og tjekker postkassen igen.

lørdag den 7. februar 2009

Om Arternes Oprindelse

Jamen for pokker da. Man har lyst til at rive sig i håret over de stakkels kreationister og andre idioter der jamrer over Darwin og de stærkestes overlevelse. Så citer da manden korrekt, det har aldrig handlet, og vil aldrig handle om at de stærkeste er dem der klarer sig bedst her i livet.
For så vil det jo kun være de brutale bøller der har en chance her i verden, mens søde, rare mennesker med vatarme bliver fejet til side og går til.

Det Darwin sagde var Survival of the Fittest, i betydningen "den der er bedst tilpasset sine omgivelser overlever".

Og blandt mennesker har vi gjort det til "fit" at tage sig af de svage. Evolutionen er måske gået i stå blandt mennesker i Vesteuropa, de alvorligt syge vil måske aldrig formere sig, fordi de ikke er i stand til at tage vare på sig selv og/eller evt. afkom. Men det er bestemt ikke nødvendigt at man er bygget som Joachim B. Olsen for at opnå success i form af afkom, som jo er det, darvinisme i dens mest rendyrkede form handler om. Vatarme er ligeså fit som arme af beton, og det der virkelige tæller er vores sociale evner, vores evner til at omgåes hinanden og til at være altruister. Hvad vi giver får vi tilbage. Og vi har et samfund, som har udviklet sig til at fungere på grund af dette.

Heldigvis er evolution det modsatte af religion. Det fungerer også for folk som ikke tror på det.

torsdag den 5. februar 2009

De gode Rivercottage Cookies

Til ære for min personlige helt og guru. Manden med de mange ideer og det fantastiske troldehår, Hugh Fearnley Whittingstall.

Rivercottage Cookies.
Advarsel, særdeles afhængighedsskabende og meget hurtige at lave hvis man er lækkersulten!

125g smør
75g farin
1 æg
1tske vanillie
1 tske bagepulver
150g mel, eller som jeg foretrækker, 100g mel, 50g havregryn
100g mørk chokolade, hakket

Smelt smørret og bland det med farin og ægget. Rør det godt sammen og tilsæt vanillie. Sigt melet og bagepulveret i dejen og tilsæt til sidst det hakkede chokolade. Bag i en forvarmet ovn i ca. 10 minutter på 180 grader.

Flere frø på vej!

Og så siger de man ikke kan købe lykke?

Mens jeg går om bekymrer mig om jeg nu HAR sendt pengene for de sidste frø til den rigtige bank-konto, så har jeg bestilt frøene jeg ville have hos Chiltern Seeds. Hvorfor skal der være så mange forskellige frø firmaer, hvorfor er der ikke bare ET firma, som har alle de frø jeg vil have? Det er lige som at gå i supermarkedet efter noget specielt, for hvert sted man skal hen ryger der lige noget "guf" med i kurven!

Men hverken Runäbergs eller Barneys havde den aubergine sort som er særlig berømt for at være hårdfør og yderig, og da porto er på 2.5 pund hos Chiltern, så ku det da ikke betale sig kun at købe en sølle pose aubergine frø vel? Slet slet ikke, så lidt NØDVENDIGHEDER blev det da til oveni, bla. 2 slags basilikum, borlotto stangbønner som er ret svære at finde, tomaten Sungold som er berømt for sin smag men som jeg aldrig har smagt, lidt staudefrø og så 2 slags valmuer. En fordi den er flot cremefarvet, og den anden er en birkes valmue, ja altså. til birkes. Men flot ser den også ud på billeder!

Og mens jeg har skrevet dette er yyyndige lille Yoda, som i sidste uge blev vejet til 49.5kg hoppet op i sofaen til mig. Det er faktisk i grunden meget hyggeligt;-)

Sssshhh basse, det er vores hemmelighed ikke?

Og nå ja, auberginen Applegreen, den huskede jeg da heldigvis at få med også;-)

onsdag den 4. februar 2009

Hundeforskrækkeren!

Livet er hårdt når man bare er en stakkels, underernæret, under-underholdt rottweiler ved navn Yoda, som bare gerne vil ha lov til at spise, sove og drille sin ejer som det passer mig.


I dag tog Johanne den ækle hundeforskrækker frem og larmede rundt med den. Selv når jeg lå helt stille og fint, så kom den alligevel efter mig for at spise mig, ligesom den gør i den uhyggelige reklame med cairn terrier hvalpen. Deri kalder de hundeforskrækkeren for en støvsuger, men jeg er da ligeglad, bare hold mig væk fra det rør! Nej tak du.


Onde ejer griner af min frygt og kalder mig for fed til at det nogensinde skulle ku ske. Men jeg ved da udemærket godt hun bare er jaloux fordi jeg er lille og fiks. En rigtig godte hvis jeg selv skal sige det, og det gør jeg tit.


Det værste var dog ikke ydmygelsen, men at hundeforskrækkeren også tog alt mit mad! Det vil sige de krummer jeg havde gemt til senere, og lidt fnuller jeg godt kunne spise i en snæver vending. Men det er ikke mængden, det er princippet! Det fnuller var mit!


Heldigvis tog hun af sted så jeg ku få fred til at hvile mit trætte legeme, efter jeg havde narret hende til at gå tur med mig 2 gange lige efter hinanden. Ha, der er ingen tvivl om hvem der styrer showet her i huset. Hundeforskrækker eller ej.

Og i morgen sørger jeg for at ha ekstra mudrede poter før jeg løber ind på gulvtæppet...
Yoda out.

tirsdag den 3. februar 2009

Forår på vej!

Næ dog, så er det begyndelsen af februar og begyndelsen af februar betyder at det er på tide at så chili!!! Så de første frø er bestilt i dag- uhm hvor jeg glæder mig.
Og den der venter på noget godt venter aldrig for længe! Heldigvis, for chili har laaang udviklingstid. Men en gang hen i efteråret kan man høste.

Jeg har holdt mig til, synes jeg selv;-), nogle få sorter.

Aji Cristal Blanco, fra Runäbergs. Frøene er er par år gamle, men mon ikke de spirer.
Aji Lemon, en stærk citron chili fra Bjarnes
Aji Dulce, en styrkeløs Habanero. Det lyder måske fjollet med en ikke stærk chili, men jeg elsker smagen af Habanero, men kan slet ikke have styrken. Så den her må jeg bare prøve. Fra Bjarne
Black Hungarian- nøj den er flot på billeder! Hvis den smager halvt så godt er den værd at prøve.
Og sidst men ikke mindst Anaheim! Også kaldet New Mexican chili. Håber den giver rigtigt godt, for så skal de foræres til min kærestes gode ven JD Haring i Århus. En fantastisk singer/songwriter, som også er fantastisk til at lave mad;-)
Ja jeg håber selvfølgelig på at blive inviteret på bean burrito med chilisauce, men sælg nu ikke dine chilier før frøet er sat... Eller hvad man nu siger?

Derudover skal jeg prøve to sweet peppers, altså almindelige peberfrugter. Den ene hedder purple beauty, og bliver først grøn og siden LILLA! - Fra Bjarne
Og en snackpeber der hedder lipstick. Den er fra Runäbergs og også et par år gammel. Nu må vi se, den skulle være rigtig god og hårdfør.

Det minder mig om at jeg skal have købt noget såmuld. Små frø bryder sig og om gødet jord, så det skal være uden ukrudt og uden gødning når man forspirer.

Glædeligt forår!